KULTUREN BAG DET
Historien og troen bag Siam Niramit i Thailand
Den virkelige historie og buddhistiske kosmologi, som Siam Niramit dramatiserer — Lanna og Ayutthaya, Traiphums tre verdener og Thailands store festivaler.
Se Siam Niramit-datoer på GetYourGuide ↗Lanna, det nordlige kongerige
Lanna-kongeriget blev grundlagt i slutningen af 1200-tallet som en tai-stat, der regerede det nordlige Thailand, og hovedstaden endte med at blive lagt i Chiang Mai i 1296, efter at have ligget længere mod nord i Chiang Rai. Riget nåede sin storhedstid under kong Tilokaraj i midten af 1400-tallet, før århundreders pres fra Ayutthaya mod syd og senere burmesisk ekspansion gradvist underminerede dets selvstændighed. Lanna udviklede sit eget skriftsprog, sin egen dialekt og sin egen tempelarkitektur, som adskiller sig fra det centrale Thailand – spor heraf præger stadig Chiang Mais kultur i dag, og det er netop sådanne elementer, seriens åbningsscene med templet antyder, uden at historien forklares i detaljer.
Ayutthaya, kongeriget på vandet
Ayutthaya voksede frem i 1350'erne og blev en af Sydøstasiens store handelsmagter. Hovedstaden med sit net af kanaler husede portugisiske, hollandske, persiske, japanske og kinesiske købmænd, indtil burmesiske styrker ødelagde byen i 1767 og dermed afsluttede mere end fire århundreders herredømme. Rigets velstand stammede fra rismarkerne på flodsletterne og handelen ad floderne – begge dele afspejlet i showets Ayutthaya-sekvens med kanaler, rismarker og en kongelig barge-procession. Barge-processions er nemlig en ægte thailandsk kongelig tradition, som stadig udføres ved ceremonielle lejligheder i dag, mere end to og et halvt århundrede efter at Ayutthaya selv faldt for invasionen.
Traiphum — Thailands tre verdener
Den thailandske buddhistiske kosmologi har længe organiseret universet i tre verdener, mest berømt i Traiphum, en tekst der traditionelt tilskrives en siamesisk konge fra det 14. århundrede og anses for at være et af de ældste bevarede værker i thailandsk litteratur. Den beskriver riger af tab og lidelse, menneskeverdenen og de successive himle over den, alle arrangeret omkring et kosmisk bjerg i tilværelsens centrum. Siam Niramits anden akt komprimerer denne vidtstrakte kosmologi til tre stop — helvede, en mytisk skov og himlen — som en teatralsk forkortelse for et trossystem, der stadig refereres til i thailandsk tempelkunst og folkelig religiøs praksis.
Kinnaree, naga og væsenerne mellem verdener
Den himmanske Himmapan-skov fra thailandsk mytologi ligger ifølge traditionel tro på grænsen mellem menneskets og gudernes verden – hjemsted for hybridvæsner som kinnaree, halvt kvinde og halvt fugl, sammen med naga-slanger og garuda, den mytiske fugle-mand, der bærer visse guddomme. Disse figurer optræder konstant i thailandsk tempeludskæring, vægmaleri og klassisk dans – ikke kun på Siam Niramit-scenen – så at genkende dem her er nyttigt langt ud over teatret selv; de er nogle af de mest almindelige motiver, du vil se pryde templer og paladser andre steder på en rejse i Thailand.
Songkran, Phi Ta Khon og Loy Krathong
Showets afsluttende akt trækker på tre ægte, stadig fejrede festivaler. Songkran, i midten af april, er Thailands traditionelle nytår og involverer historisk set tempelbesøg og velsignelse af de ældre med vand, før dens moderne ry som en landsdækkende flerdages vandkamp. Phi Ta Khon, afholdt i Loei-provinsen, er en procession med spøgelsesmasker knyttet til en buddhistisk fortælling om et tidligere liv af Buddha, hvor ånder siges at have deltaget i fejringerne. Loy Krathong, på den tolvte månemåneds fuldmånenat, går ud på at lade små dekorerede fartøjer flyde for at ære vandgudinden og bede om tilgivelse for at forurene floder og kanaler.
Hvorfor denne kontekst stadig betyder noget på stedet i Thailand
Disse er ikke museale genstande gemt bag glas — Songkran og Loy Krathong fejres stadig i hele landet hvert eneste år, og Phi Ta Khon trækker stadig folkemasser til Loei hver sommer til sine egne dedikerede festdage. At se Siam Niramit med blot en nogenlunde forståelse af, hvad hver festival egentlig repræsenterer, forvandler finalen fra et rent visuelt skue til noget, der nærmer sig en ægte introduktion til de skikke, du med stor sandsynlighed vil møde i virkeligheden andre steder på en Thailand-rejse — især hvis dit besøg tilfældigvis falder sammen med en af disse datoer i den thailandske kalender.